Bousouzoku dokumentar

Forrygende dokumentar om de japanske motorcykelbander, der var ret store i halvfjerdserne og firserne. Man får lov til at høre dem fortælle om sig selv, se deres tøj, motorcykler, når de er ude at køre, høre deres slang, etc. Virkelig god film, hvis man er interesseret i japanske subkulturer. Samme youtube-bruger har i øvrigt andre interessante bousouzoku-klip liggende, der er værd at tjekke ud.

Kolonisér mars!

Det er længe siden jeg sidst har skrevet noget om Schiller Instituttet. For dem der ikke er helt klar over hvad jeg taler om, kan jeg henvise til de andre indlæg jeg har forfattet om dem. Nu er der jo kommunalvalg i november, og Schiller Instituttet opstiller som sædvanlig en række kandidater, både i København, Århus og selvfølgelig også i Halsnæs. Som sædvanligt har deres programpunkter ikke særligt meget med kommunalpolitik. De er som følger:

• Byg store infrastrukturprojekter: Femern Bælt-forbindelsen, Kattegatbro, Helsingør/Helsingborg tunnel, Nationalt magnettog.
• En Pecora-kommision til undersøgelse af finanssvindlen
• Konkursbehandling af nødlidende banker
• Statslige kredittet gennem en hamiltonsk nationalbank. 500 mia. kr. til infrastrukturprojekter, industri og landbrug.
• Investeringer i sygehusvæsen og uddannelse
• Statslig investering i forskning og udvikling
• En videnskabelig og kulturel rennæsance

Som enhver kan rangerer forslagene fra det rimeligt normale (investeringer i det ene og det andet) til det vanvittige (ja, se på dem). Det er som sagt ikke så kommunalpolitisk, og det har jo nok at gøre med at Schiller Instituttet ikke har de store selvstændige tanker, men tankeløst gentager hvad bevægelsens guru, amerikaneren Lyndon LaRouche, sprøjter ud via sine tidsskrifter, websites, videocasts, mv.
I forbindelse med kommunalvalget har de så udgivet en avis, som i de i stort antal har lagt på universitetet, hvor de håber på at forvirrede unge mennesker i et anfald trang til at "gøre noget" vil smide fornuften ud af vinduet og tænke "det lyder da som alletiders ide, det der med at bygge magnettoge" eller hvad det nu kan være. Det er altså intet mindre end en guldgrube af madness som er landet i mit skød.

Interview med Tom Gillesberg

Når man er kommet forbi forsiden, der lokker med et billede af Obama med påmalet Hitler-overskæg i forbindelse med en kritik af sundhedsreformen, en artikel om "Massestrejke i USA" og selvfølgelig et løfte om at finanssystemet bryder endelig sammen her imellem d.2 og d.10. oktober, bladrer man om på første side, der har et stort opsat interview med Schiller Instituttets main man, spidskandidat, Tom Gillesberg. Han starter med at påstå, at Schiller Instituttet havde ret i deres forudsigelser, da de i 2005 og 2007 stillede op til valg under paroler som "Når boblen brister - et nyt Bretton Woods" og "Efter finanskrakket - Magnettog over Kattegat", samt at mange ny anser dem for at være profetiske. Tom afviser dog at de har clairvoyante evner, som jeg og mange andre var overbeviste om, men at deres enestående indsigt derimod skyldes deres guru, Lyndon LaRouche, og hans enestående indsigt i..ja, alt. Nu er det muligt, at der sidder nogen derude og siger, jamen havde de ikke ret? Well, even a stopped clock shows the right time twice a day. Det er klart at en stigning i huspriser ikke kan fortsætte f.eks. Hvis man i årevis bliver ved med at påstå at der kommer krise, som LaRouche folkene har gjort, så er man sikker på at få ret hvis man venter længe nok, da vi ved at økonomiske kriser kommer før eller siden. Det er langt mere interessant med de som har forholdt sig til den konkrete situation og forudsagt hvad der præcist ville ske, men ikke har kørt på automatpilot i årevis og sagt der kommer en krise. I øvrigt har jeg sjældent set Schiller Institut crew inde på Købmagergade så glade, som da jeg mødte Feride Istogu Gillesberg (ja, jeg har diskuteret med dem i så mange år at jeg kender dem ved navn), der strålede som en sol og triumferende sagde, "vi havde ret". Konspirationstossens største øjeblik er når vedkommende oplever at verden kan se at de havde ret. Jeg måtte så sige, at jeg ikke var overbevist om at tingene gik galt på den måde, eller af de grunde som de havde påstået, men det var Feride heldigvis ligeglad med. Det var hendes time to shine.

Tilbage til Toms interview. Han deler overraskende nok Lyndon LaRouches synspunkt om at verdens finanssystem er ved at afgå ved døden, og foreslår i stedet at man nedsætter en kommision i lighed med den der blev nedsat i USA i 1932, hvor "finansverdenens aktører tvinges til at vidne under strafansvar", således at disse slemme spekulanter kan straffes for deres gerninger og samtidig skal man så forbyde banker og sparekasser at deltage i spekulative aktiviteter. Jeg er ikke helt overbevist om at dette er en god ide, i en tid hvor mange sådan set står og mangler likvide midler. Netop noget som disse spekulanter kan bidrage med, når de investerer i aktier, mv.

Det rør dog ikke Tom. Han fortsætter med at fortælle om hvordan store statslige byggeprojekter skal redde os alle sammen. De projekter der er nævnt ovenfor skal sættes i gang og ligeledes skal der fuld fart på alle udskudte byggeprojekter i statsligt, regionalt og kommunalt regi. Men hvor skal penge komme fra, Tom? Det har han også et svar på. Han vil reformere nationalbanken og have at det bliver muligt for Folketinget at stemme sig til hvor mange penge den må trykke. Der skal vedtages et beløb i Folketinget (Tom foreslår 500 milliarder), der så trykkes og lånes ud til en meget lav rente til disse projekter. Pengene skal altså komme ud af den blå luft. Det er den sikre opskrift på en massiv inflation. Til sidst vender Tom sig imod noget som han kalder 68-kulturen. Jeg ved ikke helt hvor han har det fra, men han beskriver det med nogle brokker, som er som følger: "Vi må omlægge til vedvarende energi og CO2-kvoter ellers går jorden under", "Sundhedsvæsenet har ikke længere råd til at redde alle liv", "finansspekulation er lige så godt som produktion - penge er penge", "vi behøver ikke videnskab - nulvækst er bedre end fremskridt". Altså, jeg kan da sagtens genkende den med CO2-kvoterne, men jeg hører ikke så tit nogen sige at vi ikke behøver videnskab eller at folk bare skal dø. De imaginære 68'ere Tom vender sig imod vil nok nærmere være enige med ham i, at der er tale om et system der er ved at dø, som f.eks. Information og Politiken har brugt en del plads på at skrive om.

Til sidst afslutter han med at tale om den menneskelige fornuft, som vi skal basere verden på, hvilket jo lyder meget godt, men samtidig snakker han om hvordan vi skal kolonisere rummet. Nu er det jo ikke fordi jeg partout har noget imod at kolonisere rummet, men altså, det er jo tydeligt at den eneste grund til at LaRouche og co. vil have gang i rumkolonisering er at det giver udsigt til enorme offentlige investeringer, og at den slags jo nærmest pr. definition er godt set i deres optik. Det på trods af at f.eks. Japan, der jo har investeret enorme summer i netop infrastruktur, jo ikke er blevet et rigere land af den grund. Tværtimod.

Lyndon LaRouche og Tea Parties

Næste artikel handler om "Massestrejke i USA". Underrubrikken fortæller om en ny amerikansk revolution, der kan sammenlignes med protesterne i DDR i 1989. Det lyder jo spændende, tænkte jeg og læste videre, men det viste sig, at der var tale om de såkaldte "Tea Parties", der samler folk af forskellige overbevisning, både konservative, liberale og andre, i protest mod "big government", økonomiske redningspakker til banker m.m., skatteforhøjelser, Obamas politikker, osv. Altså en blandet landhandel.

Hvad jeg ikke vidste, var at det hele var startet af ingen anden end..kan du gætte det? Nej? Lyndon LaRouche selvfølgelig. En webcast af LaRouche satte åbenbart det hele i gang, hvor han chokerede USA og verden (ja, for alle lytter jo til LaRouche, det store geni) ved at afsløre Obama som "en narcissist der lider af et nero-kompleks". Endvidere kritiserede han de "britisk indoktrinerede adfærdsøkonomer" for at fortsætte den linje som Bush havde i forhold til Wall Street. Her skal jeg lige indskyde, at LaRouche og venner har et særligt forhold til Storbritannien. Tidligere har LaRouche bl.a. beskyldt det engelske kongehus for at smugle opium og the Beatles for at være et våben udtænkt af den britiske efterretningstjeneste, for at undergrave den amerikanske ungdom. Dette fokus på Storbritannien ser ud til at stamme fra en modvilje mod den liberalisme, der udsprang derfra, og den historiske modstand imod det engelske imperie. I artiklen skorter det ikke på sammenligninger mellem Honecker og Obama og Hitler og Obama. Der er egentlig ikke så meget indhold. Det handler mest om hvor fed LaRouche er, at det faktisk var ham der startede det hele og at Obama = Hitler.

Kolonisér Mars

Selv om jeg har fulgt LaRouche rimeligt tæt i mange år, er jeg gået glip af at han siden 1987 har talt for at kolonisere Mars. I et afskrift af en af hans lange taler, der fylder hele 6 sider i avisen(!), kommer LaRouche ind på det.

I en stort opsat faktaboks, gennemgår Schiller Instituttet en plan for koloniseringen. Først opretter man permanente rumstationer omkring månen og jorden. Så bygger man månebaser og fabrikker, samt starter minedrift på månen, så man kan tage til mars derfra. Næste skridt er en permanent ubemandet rumstation omkring mars. Derefter tager en flotilla af rumskibe afsted fra jorden og til sidst etableres kolonien. Det lyder jo egentlig meget nemt og minder lidt om dette.

Fordelene vil i følge LaRouche folkene være, at vores velstand forøges (husk offentlige investeringer = velstand på sigt)og det vil også have en moralsk effekt, da det vil ændre den kortsigtede forbrugsmentalitet, der hersker i dag.

Jeg kan kun anbefale at man samler avisen op, hvis man ser en bunke af dem. Der er bl.a. også en artikel om Ørsted og HC Andersen, der er ganske underholdende.

Introduktion til det nye japanske kabinet

Trans-Pacific Radio har en udmærket gennemgang af alle medlemmerne af det nye japanske kabinet. Rigtig fin, hvis man gerne lige vil danne sig et overblik. Læs gennemgangen her.

Murakami Ryu i NY Times

Forfatteren Murakami Ryu har et indlæg i NY Times, som handler om resultatet af det nyligt afholdte valg. Jeg er ikke enig i det hele, men han har nogle pointer og så er det i øvrigt fint i tråd med hans forfatterskab. Her er et uddrag:


"In the past, the government was able to fix our problems. After World War II, Japan’s growth was largely state-directed. The people expected the government to build roads and hospitals, to protect their businesses and to guarantee their employment. Today, in part because of our aging society and our troubled pension system, the government simply doesn’t have the money to make everything better...

The party [LDP] bought the support of provincial voters by shoveling money to farmers, builders and small- and medium-sized businesses. Early in the postwar era, bringing public and private enterprises to one’s own district through connections and backroom deals seemed to be the main occupation of politicians. They functioned more as lobbyists than as politicians, and it’s hard to imagine a softer job. That’s why they love to have their sons and daughters follow in their footsteps.

The days of plenty eventually disappeared, but competing demands for the government’s largess continued. One group in a given district might want the government to subsidize highway construction while another wishes to see the local hospital rebuilt. A major problem here today, amid the worsening business climate, is that hospitals are under financial stress.

But a landslide victory won’t give the Democratic Party the money to both construct all the roads and finance the hospitals. National and local government finances are on the verge of collapse. The Japanese are not naïve enough to rejoice over a change of administration at a time like this, or foolish enough to believe that their lives are about to improve.

The depressing truth is hitting home. Though one stratum of Japanese society may benefit from the change in government, others may be hurt. Major corporations may be rescued with tax cuts while workers’ wages remain stagnant. If the minimum wage is raised, then corporations will shift production overseas.

The days when everything worked like a dream and everyone’s standard of living kept rising are over, and have been for a long time. Now that there is no longer enough money, the Japanese public has to make some hard choices. "

Læs resten her.

Hetz mod tynde piger?

Da jeg stod og lavede mad i går havde jeg P1 kørende i baggrunden. Programmet var P1 debat og man havde inviteret redaktør fra modemagasinet Elle, Cecilie Christiansen, og sekretariatchef i Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade (LMS), Steen Andersen, i studiet. For tiden er der igen debat om kulørte blades brug af tynde modeller og deres potentielt negative indflydelse på unge kvinder. Denne gang er debatten fokuseret på brug af manipulerede fotografier. LMS vil gerne have, at der ad politisk vej indføres et krav om at manipulerede fotografier mærkes, således at unge piger ikke tror, at pigerne i reklamer, modereportager, etc. virkelig ser sådan ud. Det håber LMS så forhindrer dem i at få spiseforstyrrelser.
Der er selvfølgelig nogle problemer i den sag. For det første er der vist ingen der kan dokumentere, at en sådan lov vil have nogen som helst effekt. For det andet, så er det noget af en påstand at spiseforstyrrelsernes årsag er billeder i modeblade og reklamer. Det er noget som ofte hævdes, men hvor meget har det egentlig på sig? Vi ved at der er mange forskellige faktorer der kan spille ind når man f.eks. udvikler anoreksi og her er nogle af dem arvelige, andre er psykologiske og så videre. Sagen er, at man er prædisponeret for at kunne få en spiseforstyrrelse og så kan det godt være at man ikke har godt af at kigge på tynde modeller eller hvad ved jeg, men man kan ikke pege fingre ad den branche på den måde fordi der er nogle som er disponerede for spiseforstyrrelser, depressioner, osv. I debatten lyder det som om det er det idealbillede som findes i medierne der er skyld i de stakkels pigers sygdom, og det er bla. LMS der er medvirkende til dette, med deres reduktionistiske tilgang.
I P1-programmet klarede Elles redaktrice sig rigtigt godt. Hun gjorde det klart at hun tænkte over hvilket ideal de videbringer, men samtidig er Elle et modeblad og beskæftiger sig ikke med skønhed og vægt. De bringer billeder af slanke piger fordi det er hvad forbrugerne vil have. Hvis trenden går imod større piger, så vil de begynde at bruge dem, men sådan er trenden ikke lige nu. Det er ærlig snak og viser også at forbrugerne vil have pæne, slanke modeller. Hvis blade som Elle begyndte at bruge piger med mere kød på som modeller, så ville kvinder ikke købe bladet.
Steen Andersen fra LMS var straks en helt anden sag. Han henviste til undersøgelser og sagde at over 40% af kvinder havde et lavere selvværd efter at have læst et dameblad. Jeg tvivler ikke på at der er en undersøgelse der viser det, men altså..blade med modeller der ikke svarer til det mainstream idealbillede som LMS kritiserer sælger ikke. Det er man nødt til at forholde sig til og det viser en del mere hvor forbrugerne rent faktisk lægger deres penge end hvad de siger i en undersøgelse, hvor det som bekendt er gratis at udtale sig. Han forsøgte også at bevise, at unge piger tog skade af at se på de billeder. Han henviste til en historie hvor en anorektiker havde sagt at hun ville sulte sig til hun lignede Victoria Beckham. Steen Andersen har et noget anstrengt forhold til logik, for det følger ikke at fordi man har en spiseforstyrrelse og vil ligne Victoria Beckham, at det så er fotografier af Victoria Beckham der er årsagen til spiseforstyrrelsen. Det er simpelthen for lavt et niveau i en debat om emne der er alvorligt nok.
Det værste var dog Steen Andersens gentagne udmeldinger om at de modeller der anvendes i blade som Elle er "unaturlige". Ja, det sagde han flere gange. Elles redaktør sagde at der nu engang var nogle mennesker der havde et højt stofskifte og de anvendte slanke, sunde piger til deres photoshoots. Men det bed ikke på ham. Han gentog flere gange at dette og hint var "unaturligt". Jeg finder det meget mystisk, at en mand der repræsenterer en organisation, der arbejder for at folk ikke skal have det dårligt med deres kroppe, sidder og taler for at en bestemt kropstype skal gøres til noget der ligger udenfor normaliteten. At slanke kvinder skal mistænkelliggøres som anorektikere eller freaks. Er det den løsning LMS har? At forsøge at få slanke kvinder til at få det dårligt med sig selv, så dem der er mindre slanke kan pege fingre ad dem som unormale og dermed få det bedre med sig selv? Steen Andersen opererer med et meget snævert normalitetsbegreb og det virker som om, at han haft så meget med anoreksi at gøre, at han glemmer at der også findes naturligt slanke mennesker, der også har usikkerheder, problemer, osv. lige som alle andre. Hvorfor skal man hetze dem på den måde? Det var ekstremt usmageligt og der er næppe en løsning at forsøge at redde piger fra anoreksi ved at angribe en anden gruppe pga. deres udseende.
Udsendelsen findes her.

Kommentar i Information

Jeg havde en kommentar til det japanske valg i Dagbladet Information i forgårs. Den kan man læse helt gratis på deres website. "Magtskiftet i Japan kan blive svært at gennemføre"

Economist om det japanske valg

Economist har en OK artikel om det japanske valg. Dog er der lidt i den der kræver en kommentar:

Whether the DPJ’s sums add up at this stage, however, matters less than its ability to carry out its main campaign promise: wholesale “administrative reform”. This bland phrase amounts to a revolution. The party promises “rule by politicians not by bureaucrats”, something that did not happen during the LDP’s decades in office. Unlike in other democracies, power in Japan has rarely resided in the government of the day. Rather, influential bureaucrats have worked with “tribes” of politicians to protect the interests of road builders, construction companies, farmers and other lobbies. In addition, ministries control special funds of their own, so the cabinet’s hold over the national purse strings is weak. Policymaking bodies within the LDP itself have further undermined the authority of the prime minister. In the latest general election, in 2005, the then prime minister, Junichiro Koizumi, challenged the system by appealing directly to voters. He won by a landslide. But even before he resigned in 2006, the system was reasserting itself.

Dette synspunkt er måske en anelse forældet. Det er sandt at der traditionelt har været meget bureaukratstyre i Japan, men Koizumi er jo netop det bedste eksempel på at det ikke behøver at være sådan, at politikerne ikke har noget at sige. Der er stadig en del Koizumi-inspirerede politikere i LDP, der har lige så stor interesse i at rense ud, som folk i DPJ. Jeg tvivler ret meget på at centralisering af budgetplanlægning kommer til at gøre så stor en forskel som forfatteren af artiklen siger. Desuden så mangler DPJ at bevise, at de er anderledes end LDP. Noget jeg ikke tror de er. Mange af dem er jo tidligere LDP-medlemmer.

Det interessante er selvfølgelig at de kommer frem med sådan et manifest, uanset om de kan opfylde det eller ej. Som taktik tror jeg bestemt det er godt, for det giver et indtryk af handlekraftighed og retning. Noget LDP mangler for tiden.

Nedenfor er den reklame for LDP som nævnes i artiklen:

Låneord og omtanke

Under overskriften "Ekspert: Låneord duer ikke altid", opfordrer sprognævnets direktør, Sabine Kirchmeier-Andersen, i Politiken til omtanke når man importerer ord fra andre sprog:

»Lad os vælge ord, man kan bruge uden at slå knude på tungen«, forklarer hun og nævner det nymodens udtryk refurbished som et eksempel. Det er set i annoncer for brugte gps-apparater, der er sat i stand og nu sælges en gang til med en ny garanti fra forretningen.

»Det er helt umuligt at smide ind i en sætning. Man kan heller ikke bøje det. Det er et ord, der kun fungerer halvt«, siger hun.

Det er interessant nok, at sprognævnet, der jo ellers er forholdsvis deskriptivistiske i deres tilgang, kommer med sådan en underlig opfordring. For sagen er, at den slags klarer sig selv uden indblanding fra offentlige myndigheder. Hvis et ord som refurbished ikke kan forstås eller anvendes, jamen så vinder det jo bare ikke udbredelse. Det er såre enkelt. Endvidere kan der måske være ord, som man ikke ville tro kunne fungere på dansk, men som så viser sig at få stor udbredelse. Sproget er jo så fantastisk anarkistisk, og kontekst er jo alt, så det er sådan set ikke lige til at regne ud om et ord vil slå an eller ej. Når Kirchmeier-Andersen opfordrer til omtanke for at få ord ind i sproget, som kan bruges, så sker det ud fra nogle forholdsvis konservative antagelser. I sidste ende vil den slags læggen bånd på sig selv føre til et fattigere sprog, ikke et rigere, som det lader til at hun antager. Heldigvis er mange sprogbrugere fløjtende ligeglade med hvad eksperter synes og taler som de lyster, så også i fremtiden vil vi nok se låneord, som måske ikke lige "passer ind" blive brugt flittigt på dansk.

Aso Taros valgløfter

Hver torsdag havner "Aso Cabinet E-mail magazine" i min postkasse. Det er af og til interessant læsning, men for det meste mest ufrivilligt morsomt. Denne uge er det dog i den interessante afdeling. Aso ridser sine mærkesager op (på trods af at valgkampem først starter officielt d.18. august). Her er det meste af mailen:

"On the 21st, I decided to dissolve the House of Representatives and
seek a popular mandate. This is to clarify responsibility for
governing, aiming to safeguard Japan and the daily lives of the
Japanese people.

Since assuming office, I have placed foremost priority on reviving
the economy and defending people's daily lives. During this time,
careless remarks I have made caused mistrust among the public and
damaged its confidence in politics. I have reflected deeply on this
situation. I will humbly look back upon this, and in reflection,
I will fulfill my responsibilities placing importance on the
thoughts of the people.

In this general election, I will make three pledges to the public.
The first pledge is economic recovery. Fully turning around the
Japanese economy will take three years. The economy must take
highest priority. I will without fail revive the Japanese economy.

I have given priority to policy over politics and I have devoted my
all to economic policymaking, in order to defend people's daily
lives from the worldwide simultaneous recession that originated in
the United States. In an extremely unusual situation, we have drawn
up four budgets in a little over six months. We have finally come
to see signs of economic recovery as a result of these efforts.

However, the business performance of small and medium enterprises
and the employment situation remain weak. Household finances are
also facing difficult circumstances. We have only reached half-way.
It would simply not do for me, having dedicated myself to this
single area of economic countermeasures, to abandon the duties of
Prime Minister until solid economic recovery has been achieved.

My second pledge is to bring about a society which provides peace
of mind to its members. Various kinds of anxiety surround our daily
lives, such as those over employment and child-raising, pensions
and medical care, and the widening of economic and other
disparities. The society providing peace of mind which I seek to
achieve will give dreams to children, hope to the young, and peace
of mind to the elderly. I will accelerate policies to bring about
a society without anxieties over employment, old age, or child-
raising. To do this, I will break from excessive market
fundamentalism.

In particular, with regard to employment, we are safeguarding the
employment of some 2.4 million workers by partially covering the
cost of wages for companies that do not fire employees. In addition,
for individuals who do not qualify for unemployment insurance
benefits but are motivated and endeavoring to attain new skills and
abilities through job training, we will provide a social safety net
for their daily lives as they undergo this training. We will also
improve working conditions for people employed part-time.

To address the low birthrate, we have introduced subsidies so that
all maternity checkups are now provided without charge. Furthermore,
we will work to ensure that all education for children before
enrollment in elementary school is provided free of cost.

To achieve these goals, funding will be necessary. I have said that
once the economy recovers, we will appeal to the public to accept
a fundamental reform of the tax system, including a rise in the
consumption tax rate, to cover these costs of social security and
of countering the low birthrate.

As a prerequisite for making such a request to the public, we will
first conduct bold administrative reforms. We will reduce the
number of National Diet members and civil servants, eradicate
amakudari/watari [the practice of civil servants obtaining posts in
related organizations after retirement from public service/hopping
from one such job to another], and eliminate government waste.

A tax increase is unpleasant for everyone. However, we must refrain
from passing on our generation's borrowing to our children and
grandchildren. To do so is to govern with responsibility, in my
view.

In order to defend people's daily lives, I pledge to bring about
economic revival and a society which provides peace of mind to its
members. The upcoming general election is an election upon which
the creation of a society that provides peace of mind hinges. The
people will be asked to judge who has the capacity to take
responsibility. If the pledges I made go unfulfilled, I shall take
responsibility. That is my third pledge.

We must carry out the responsibilities of governing. Towards that
end, I declare to all of you that I will lead the way and fight to
the very end."

Med andre ord, Aso vil forhøje skatterne og udbygge den japanske velfærdsstat. Han vil fortsætte med de absurde økonomiske tiltag, som indtil videre ikke har forhindret nogen krise. Velfærdsstaten er DPJ's mærkesag, så jeg tvivler på at hans forsøg på at møve længere ind på det område vil gøre den store forskel. Der er så lav tillid til ham i befolkningen lige nu, at det er tvivlsomt om der er særligt mange der overhovedet tror på hvad han siger. Hvad angår forhøjelsen af den japanske moms, så vil jeg sige det som jeg har sagt før: det er decideret idiotisk og netop de japanske erfaringer viser at det kan føre til store økonomiske problemer. Som det er lige nu har japanerne et valg imellem DPJ og LDP, der begge står for en nogenlunde ens politik. Det er først og fremmest et spørgsmål om stil og personligheder. Asos valgløfter er kun med til at tydeliggøre dette.

Det japanske underhus opløst

Det japanske underhus blev opløst i dag, og kabinettet er trådt tilbage. Mainichi har en god fotoserie fra opløsningen, hvor medlemmerne, som traditionen foreskriver, råber "banzai" 3 gange.

Nagasaki Kotaro forlader LDP

I kølvandet på Aso Taros lynhurtige bekendtgørelse af et valg i august har et af de såkaldte "Koizumi børn", Nagasaki Kotaro, i dag forladt LDP for i stedet at opstille som uafhængig kandidat. I Japan er det rent faktisk muligt, at blive valgt som løsgænger, i modsætning til Danmark, hvor det hører til sjældenhederne. Umiddelbart opfatter jeg Nagasakis handling som en reaktion på at Aso har udskrevet valg så hurtigt, at hans modstandere ikke kunne nå at køre en anden i stilling til at overtage Asos plads som leder. Der kan være en chance for at andre af Asos modstandere forlader partiet i den næste tid.

Valg d. 30. august

I følge Nikkei opløser Aso Taro underhuset og udskriver valg d. 30. august. Der er ikke så meget andet at sige om det lige nu.

Stort nederlag til LDP

Som forventet gik det rigtigt dårligt for LDP i valget til den præfekturelle forsamling i Tokyo. Soka Gakkais parti, Komeito, gik faktisk en smule frem i dette valg, men ikke nok til at det gjorde nogen forskel. 40 års LDP-dominans er slut. DPJ er nu det største parti i Tokyos præfekturelle forsamling.

Allerede nu taler oppositionen om at fremsætte et mistillidsvotum i det nationale parlament og dermed forsøge at fremskynde et valg, så de kan ride på ryggen af succesen i dette valg. Hvad angår LDP er de nok i vildrede om hvad de skal gøre. Aso Taros modstandere i LDP lugter blod og vil selvfølgelig forsøge at eliminere ham, selv om manden selv ser ud til at lade som ingenting og forsøger at slå det hen. Men det kan altså sagtens betyde, at han ikke får lov til at føre LDP igennem valget. Med andre ord: LDP er helt på spanden. I følge en undersøgelse udført af Mainichi ved valgstederne var der en stærk tendens til at mange vælgere brugte dette lokale valg til at udtrykke deres holdning til den nuværende nationale regering. Vi får at se hvordan det går de næste dage.

Dårligt valg for LDP

I dag er der valg til den præfekturelle forsamling i Tokyo. Det er det fælles parlament for alle byerne i Tokyo. For dem der ikke ved det består Tokyo af en række kommuner, der hver især har deres egen borgmester og eget byråd. En del af de administrative opgaver der normalt ville falde ind under byrådet er så i stedet lagt hos præfekturet. Forskellen er altså at byerne i Tokyo har et særligt tæt forhold til præfekturets regering.

Valgstederne lukkede kl. 20, altså for nogle timer siden, og optællingen er i gang. Jeg følger med over nettet på TV og via Twitter, hvor Mainichi fortæller om resultaterne som de kommer ind. Adamukun liveblogger hos Mutantfrog om resultaterne. Det er også værd at kaste et blik på hans gennemgang af kandidaterne.

Ved sidste valg, i 2005, var vælgerdeltagelsen 43.99% og denne gang er den helt oppe på 54%. Tokyo valget er særdeles interessant, fordi der skal være valg i efteråret og LDP for en gangs skyld er truet af DPJ. Lige nu har LDP og Komeito majoritet i den præfekturelle forsamling, men som resultaterne kommer ind, kunne det godt se ud som DPJ får majoritet. I meningsmålingerne forud for valget har DPj ligget godt foran LDP/Komeito koalitionen, men der har også været en meget stor mængde af vælgere, som endnu ikke havde bestemt sig. Hvis LDP taber i dette valg, kan det have betydning for Aso Taros fortsatte ledelse af partiet.

Mere følger når resultaterne er mere sikre.